4. maj-fakkeltoget på Vesterbro 2. del

Af Lærke Neergaard, cand. mag. i Historie, fra Vesterbro Lokalhistoriske Forening og Arkiv

På baggrund af artikler og annoncer i Vesterbro Bladet og Dagbladet Arbejderen har jeg undersøgt hvordan det er gået med 4. maj­ markeringen på Vesterbro siden år 2000 og frem til i dag. Jeg har førhen skrevet om traditionen med at markere Danmarks befrielse siden 1945 og frem til årtusindskiftet.

Op igennem 1990’erne begyndte konturerne til det nuværende fakkeltog at tone frem og traditionen blev mere og mere fastlagt og ensartet fra år til år. Denne udvikling fortsatte i 00’erne. Lige fra begyndelsen var fakkeltoget tænkt både som mindehøjtidelighed for dem, der blev ofre for nazismen i krigsårene 1940­45 og samtidig som demonstration for fortsat kamp mod fascisme.

2000-­2005
Siden 1980’erne havde der eksisteret en arrangørgruppe der under navnet 4. Maj­Initiativet arrangerede 4. maj­markeringen på Vesterbro. Denne ordning fortsatte i 00’erne og frem til i dag. Siden 1990’erne blev Stop/Mod nazisme, racisme og fremmedhad den faste parole for demonstrationen. I 2000 var ruten som mange gange tidligere afgang fra 2003Hovedbanegården ved Rewentlovsgade kl. 19 i fakkeltog gennem Istedgade. Derefter var der folkemøde på Enghave Plads og efterfølgende arrangement i Vesterbro Kulturhus. Blandt talerne var Villy Fuglsang, tidligere spaniensfrivillig og modstandsmand, der havde været med som taler siden 1960’erne, samt Mona Sheik fra Muslim Youth League. Underholdning blev leveret af bl.a. Ole Ernst, Pelle Voight og Røde Horn. Der var ca. 700 deltagere og det var både gamle, vesterbroske børnefamilier, men også i stigende grad meget unge deltagere.

I 2001 fik 4. maj­markeringen for alvor appel til det unge publikum. Det traditionsrige fakkeltog afgik stadig fra Enghave Plads gennem Istedgade akkompagneret af Røde Horn, men gik derfra over Axeltorv for at ende med rap af Ole D og Per V, samt diskotek i Pumpehuset fra kl. 21.30. Året efter mødte knap 500 mennesker op og deltog trods dårligt vejr med støvregn. Fakkeltoget startede igen på Enghave Plads og endte med underholdning i DGI­byen.

I 2003 startede årets Fakkeltog mod racisme, nazisme og fremmedhad for første gang på Halmtorvet og endte i Vesterbro Kulturhus. Som noget nyt havde begivenheden fået egen hjemmeside, www.4maj.dk, som det har endnu.

I 2004 tog man fat i en gammel tradition fra fakkeltogets første tiår og brugte markeringen som demonstration mod oprustning og krig. Det skyldtes særlig som modstand mod invasionen af Irak året før som Danmark deltog i. Fakkeltoget startede igen på Halmtorvet og endte i Kulturhuset i Lyrskovgade hvor der var musik og underholdning fra kl. 22. Samme år havde arrangørgruppen valgt kun at bruge kvindelige talere og Anne Marie Helger leverede underholdningen. En celeber person, Nena Hagen, deltog også det år. Adrian Frank fra 4. Maj­Initiativet fortalte også Vesterbro Bladet at det var fast formel at have en faglig taler, en historisk taler og en etnisk taler. Der var blevet dannet en ny forening, 4. Maj­Initiativets Venner.

I 2005 var der 60 års jubilæum for befrielsen i 1945. 4. Maj­Initiativet udvidede derfor med flere aktiviteter ved siden af fakkeltoget. Talsmand for 4. Maj­Initiativet Thomas Warburg der havde været i arrangørgruppen siden 1990’erne fortalte i en artikel i Vesterbro Bladet, at man ønskede at lægge vægt på den historiske kontekst omkring arrangementet, såvel som bibeholde det politiske i fakkeltogsdemonstrationen. Initiativet lavede derfor en udstilling om hverdagen under 2. Verdenskrig i en gammel bunker fra krigens tid ved Engskolen i Haderslevgade. Der var også planer om at indsamle vesterbroernes egne personlige oplevelser fra besættelsens tid 1940­45. Da det var jubilæumsår startede fakkeltoget på Rådhuspladsen kl. 18. Frihedsbudskabet blev afspillet kl. 20.36 som for 60 år siden og Kim Larsen spillede. Efter fakkeltoget gennem Istedgade var der fest, taler og underholdning i Vega. Mere end 500 deltog.

2006­-2014
I 2006 blev der endnu engang udvidet med aktiviteter udover fakkeltoget. Udstillingen i bunkeren var igen i 2006 åben og har været det hvert år siden 2005. Der havde været et lille arrangement i forbindelse med åbningen af bunkeren hvor modstandsmanden Jørgen 4-5-2011Jacobsen fra Frit Danmark havde holdt tale. I 2006 gik fakkeltoget fra Enghave Plads kl.19.30 og via Istedgade til Halmtorvet med musik af HagiBagi Band og Røde Horn, hvor der var aftenen sluttede med sang og musik leveret af Laboratorium for politiske Viser i PH­cafeen. HagiBagi Band havde samtidig release på deres cd og pointerede i pressen at de havde rod i 4. maj­markeringen på Vestebro, da bandets medlemmer havde mødt hinanden til et arrangement 30 år tidligere i Enghave Parken. I 2006 gik fakkeltoget forbi en mindeplade der var opsat i krydset Saxogade/Istedgade til minde om de 21 vesterbroere der mistede livet under besættelsens 5 lange år. Særligt i krydset ved Saxogade havde der været mange skudvekslinger og kampe mellem den tyske besættelsesmagt og de lokale beboere på Vesterbro påpegede Thomas Warburg overfor Vesterbro Bladet. Over 500 deltog.

I 2007 gik fakkeltoget fra Halmtorvet kl. 19.30 og endte med taler, musik og fest i Idrætsfabrikken på Valdemarsgade 14.

I 2008 startede markeringen helt usædvanligt tidligt allerede om eftermiddagen kl. 15 i Enghave Parken. Underholdningen blev også leveret af en meget lang liste: Gangerpilt, Røde Horn, Øgle Gøgle, Baxtalo, Leif Monnerup og Henning Jensen. Blandt talerne var Mattias Tesfaye. Der var også cirkus for børnene i parken. Kl. 20.36 blev frihedsbudskabet afspillet og faklernes blev tændt. Fakkeltoget endte på Halmtorvet efter kl. 21. Det var en solrig, varm og lys majdag – og så var det søndag. Åbningen af bunkeren om foråret var også blevet genstand for et arrangement i sig selv. I 2008 blev bunkeren officielt åbnet med besøg af Per Mortensen (Tom) der havde været BOPA­sabotør på Vesterbro. Oplysningerne om bunkeren findes på 4. Maj­Initiativets hjemmeside. Året efter gik fakkeltoget atter engang den anden vej fra Halmtorvet til Enghave Plads. Talerne var Anette Nielsen, Fathi El­Abed, Søren Søndergaard og Anton Nielsen. I annoncen stod der, at arrangementet blev afholdt ”med økonomisk støtte fra Vesterbro Lokaludvalg”.

I 2009 blev der også afholdt et arrangement for danske soldater på Rådhuspladsen af foreningen Støtte til Soldater og Pårørende, der vakte vrede blandt tidligere modstandsfolk. Formand for Foreningen Aktive Modstandsfolk mente, at det var et forsøg på at kuppe befrielsesdagen med krigspropaganda. Arrangementet startede i 2010 på Halmtorvet og fakkeltoget endte på Enghave Plads. Der var bl.a. taler fra Foreningen Oprør og fra Climate Justice Action om indskrænkning af protestmulighederne i kølvandet på masseanholdelserne under klimatopmødet COP15 i december 2009.

Fra 2011 kom 4. Maj­Initiativet på Facebook og siden 2012 er fakkeltoget blev annonceret som begivenhed på det sociale medie. Det år afgik fakkeltoget atter fra Halmtorvet og endte for sidste gang på Enghave Plads inden metrobyggeriet afspærrede hele pladsen senere samme år. Dagen efter fakkeltoget var der i øvrigt præmiere på minidokumentarfilmen om Bomben i Boyesgade, der omhandler modstandsgruppen BOPAs sprængning af Always­fabrikken i Boyesgade på grænsen mellem Vesterbro og Frederiksberg i 1944.

I 2012 startede fakkeltoget kl. 19­30 på Halmtorvet og sluttede med fest i Havens lokaler på Ny Carlsberg Vej tæt ved det gamle Carlsberg Bryggeri. Her underholdt bl.a. Fransk Dolkeparti. Bunkeren med udstilling fra krigens tid var åben i 3 uger fra 29. april til 13. maj efter aftale med Beredskabsstyrelsen. Via Facebook kan man se, at partiet Enhedslisten deltog som samlet gruppe i forbindelse med deres årsmøde i København samme dag.

I 2013 var der tema om den igangværende økonomiske krise og dens konsekvenser med højrefløjens fremmarch. Der blev draget paralleller til den økonomiske krise i 1930’erne der gik forud for fascistiske magtovertagelser flere steder i Europa. Der var bl.a. en taler fra CrisisMirror der netop fokuserede på situationen. Arrangementet startede på Halmtorvet 19.30 og fakkeltoget gik via Istedgade og endte i Enghaveparken. I parken var der folkekøkken, hvorefter markeringen afsluttedes kort efter ankomsten.

I 2014 havde begivenheden fået en ekstra historisk dimension. Der var arrangeret et historisk oplæg i Forsamlingshuset på Onkel Dannys Plads hvor Anton Nielsen fra 4-5-2013Horserød­Stuffhof Foreningen fortalte om at være barn af en modstandsmand. Programmet var blevet ændret da Salle Fischerman skulle have talt, men blev forhindret da han kort tid forinden faldt ned fra et træ. Oplægget var kl. 18 og der var folkekøkken. Efterfølgende var der almindeligt arrangement på Halmtorvet med musik ved Nicklas Burman og Det Tørre Beat. Blandt talerne var Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU i anledning af Europaråds­valget senere samme år. Whistleblower Anders Kærgaard og Annette Mørkerød fra Horserød­Stutthof Foreningen talte også. Fakkeltoget gik gennem Istedgade i godt vejr og endte i Enghave Parken. Flere hundrede mennesker deltog.

Prolog
Det traditionsrige fakkeltog på Vesterbro er kommet flot ind i det nye årtusind. 4. Maj­Initiativet har løftet en vigtig kulturarv og videreført markeringen mod racisme, fascisme og fremmedhad hvert eneste år siden 2000. Hvert år har mange hundrede deltaget. Markeringen har fået faste paroler, fast form og indhold, men samtidig har 4. Maj­Initiativet udvidet med nye initiativer der markerer Vestebros historie under den tyske besættelse 1940-­45.